København klar til fremtiden
Med det kommunalpolitiske valgprogram vil vi skabe en grundfortælling om – og etablere en retning for – kampagneaktiviteterne for Københavns Radikale Venstre til kommunalvalget i november 2025. Programmet skal fungere som en ramme for partiets kandidater og deres kampagner. En ramme, der binder kandidaterne sammen. En ramme, som kandidaterne kan bygge deres egen kampagne ud fra.
Radikale Venstre vil skabe et København, der er på forkant med fremtidens udfordringer og et København, der skaber nye muligheder. Vores sigte er at træffe de modige valg, der kommer københavnerne, kommunen, samfundet og miljøet til gavn nu og på sigt. Vi insisterer på at skabe forandringer, der bygger på sagkundskab og forskningsbaseret viden i den politiske proces. Vi vil tage ansvar og stå ved de svære valg. For Radikale Venstre er slutresultatet et København, der er klar til fremtiden. Dette valgprogram beskriver vores vej til det.
Vi vil forandre København med afsæt i FIRE områder:
● Grøn omstilling: Vi vil nedbringe CO2-udslippet dér, hvor det gør den største forskel. Det grønne valg skal være det nemme og billige valg. Forureneren betaler-princippet bør gælde for alle typer af belastning, både ressourcetræk, luft-, jord- og vandforurening. København skal gå forrest med nye grønne initiativer, hvad angår alt fra bedst anvendelige teknologier til forbedrede forhold for cyklister. På den måde vil vi gøre København til det grønne vindue for verden, der gør København til en foregangsby i den grønne omstilling. Det kræver, at vi skaber rammerne for at tænke nyt og ændre vores vaner.
● Socialt løft: Vi ønsker at give tidlig hjælp til Københavns udsatte og sårbare – børn som voksne – så de kan gribe livets mange muligheder uanset baggrund. Vi vil understøtte et samfund, så fagligheden i frie rammer virker gennem forebyggelse, og forebyggelsen virker gennem fagligheden. Hjælpen skal samtidig i højere grad prioriteres hos dem, der har behov for den. Det kræver, at dem, der kan selv, også skal selv.
● Mangfoldighed: København er en international metropol, der favner verdenen – alt fra nye kulturer, kunst og normer til familieformer. Vi vil frisindede fællesskaber. Vi vil understøtte et mangfoldigt samfund, fordi det øger tolerancen og løfter de udsatte. Din frihed bør som princip gå dertil, hvor den ikke overskrider andres. Hvis dialog ikke virker, vil vi sanktionere de kræfter, der diskriminerer eller ikke respekterer andres frihed.
● Økonomi i samspil: Vi vil prioritere flere tidligere og fælles investeringer, der sikrer sociale løft, grøn omstilling og mangfoldighed for københavnerne. Hvem, der løser opgaven eller hvordan, er underordnet. Private aktører, der finansierer ny velfærd samt nye dele- og platforms-økonomiske initiativer, bør understøttes mere. Det kræver, at vi tænker nyt: Kommunen skal turde dele ansvaret med flere aktører i feltet af NGO’er og virksomheder med entydig vægt på slutresultatet for borgerne.
I de følgende syv afsnit beskriver vi med afsæt i de fire områder nogle konkrete tiltag for, hvad vi vil opnå, og hvordan vi vil opnå det i Københavns Borgerrepræsentation.
Programmet er blevet udarbejdet med afsæt i en spørgeundersøgelse blandt vælgerforeningens medlemmer, der blandt andet har resulteret i rækkefølgen på de syv følgende afsnit. Indholdet er blevet kvalificeret gennem fysiske møder med medlemmerne i vælgerforeningens bydele og ved tematiserede workshops.
De syv afsnit har overskrifterne “Klima, miljø og bynatur”, “Børn og unge”, “Byudvikling i København”, “Social, sundhed og trivsel”, “En levende by”, “Erhverv, iværksætteri og arbejdsmarked” og “En by med internationale medborgere”

